Egypten eller Ægypten er et transkontinentalt land som spænder over det nordøstlige hjørne af Afrika og det sydvestlige hjørne af Asien via en landtange dannet af Sinai-halvøen. Det meste af landets areal (1.010.000 km2) ligger i Nordafrika og deler landegrænser med Libyen mod vest, Sudan mod syd og Gaza-striben og Israel mod øst. Den nordlige kyst grænser til Middelhavet, og den østlige kyst til Rødehavet. Egypten er et af de tættest befolkede områder i Afrika. Hovedparten af dets 80.300.000 indbyggere i 2007 bor ved Nilens bredder, hvor den eneste opdyrkelige jord findes, – på ca. 40.000 km². De store områder i Sahara-ørkenen er tyndt befolket. Omkring halvdelen af Egyptens indbyggere bor i bymæssig bebyggelse med de fleste i de tætbefolkede Kairo, Alexandria og andre større byer i Nildeltaet.
Egypten er berømt for sin antikke civilisation og har nogle af verdens mest berømte monumenter som Giza-pyramidekomplekset. Den sydlige by Luxor rummer mange antikke kunstskatte som Karnaktemplet og Kongernes Dal. I 47 f.Kr. brændte Biblioteket i Alexandria, som på tiden var verdens største bibliotek.
Egypten er en vigtig politisk kulturnation i Mellemøsten.